Hvem er vi
Sydstjernen er en integreret institution med både vuggestue og børnehave.
Sydstjernen er et børnehus med en normering på 133 enheder, som er fordelt mellem vuggestue og børnehave.
Henover året er det variabelt, hvordan børnetallet fordeler sig i henholdsvis vuggestue og børnehave.
Sydstjernen ligger i Albertslund syd, tæt på Kongsholmparken, der er et naturskønt område, som vi bruger flittigt.
Sydstjernen er et passivhus, hvilket betyder et godt indeklima og lave driftsomkostninger, som både er en gevinst for miljøet og for økonomien.
I Sydstjernen er børnene inddelt i basegrupper. I vuggestuen er det blå, rød og gul base - i børnehaven er det orange, grøn og lilla base. På hver base er der i udgangspunktet 2 pædagoger og en pædagogisk assistent eller en pædagogmedhjælper.
Udover det faste personale har Sydstjernen en 1/2 års pædagogstuderende og to PAU-elever. Derudover har vi har løbende 1. års studerende fra professionshøjskolerne. Vi har køkkenpersonale, en husassistent og vores egen sprogpædagog/logopæd.
Vores åbningstider er kl. 7.00 til kl. 16.45 - dog har vi udvidet åbningstid fra kl. 6.00 til kl. 7.00 samt fra kl. 16.45 – kl. 17.00 til de forældre, der har et pasningsbehov.
Sydstjernens kerneopgave er; At give alle børn de bedste betingelser og forudsætninger både nu, og i deres videre liv, når de forlader Sydstjernen.
Dette tror vi på gøres gennem:
- Positive og anerkendende relationer
- Positive og sjove oplevelser
- Positive og anerkendende puf til at turde, være modig og være nysgerrig
I Sydstjernen er barnet en del af flere forskellige fællesskaber. Til hverdag er vi på baserne aldersintegreret, da vi tror på, at børn i forskellige aldre kan lære noget af hinanden. Men vi arbejder også i aldersopdelte grupper for at målrette det pædagogiske arbejde. I vuggestuen arbejder vi opdelt på tværs af baser i perioder ud fra børnenes forudsætninger.
Vi er optagede af sprog og sprogets betydning, da vi tror på, at sproget giver adgang til fællesskaber, livsduelighed, trivsel, udvikling og dannelse.
Vi har fokus på børnenes overgange fra hjem til dagtilbud, fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til SFO og skole og derfor tilbyder vi for eksempel at tage hjem til familierne, inden barnet skal begynde i Sydstjernen.
Det gode forældresamarbejde vægter vi højt. Vi vil meget gerne være kendt for at inddrage, orientere, kommunikere og samarbejde, og vi bestræber os på at tage ansvar for, at forældrene har tillid til at aflevere deres barn i Sydstjernen.
Vi motiveres af at give børnene gode oplevelser, positive relationer og plads til at turde at være modige - men endnu mere når det lykkedes for os.